Ved en HELLIGKILDE forstås en Kilde, der besøgtes til bestemte Tider af syge og sunde Mennesker, fordi man havde den Tro, at Kilden var i Besiddelse af helbredende Egenskaber og gemte underfulde Kræfter i sig. Grundlaget for denne Tro på visse Kildevælds undergørende Kræfter, synes at være Kildens oplivende Kraft: medens Vandet i Åer og Søer ved Sommertid er lunkent af Solens Varme og ikke mere end lige slukker Tørsten uden at give Mennesket nogen Nydelse, er Kíldens Vand, selv i den varmeste Sommertid, iskoldt og kan på Mennesker, der ikke er vant til at drikke Kildevand, virke på en næsten berusende måde; man føler sig oplivet og mere livskraftig end før. Kildernes Beliggenhed havde også sin Ind?ydelse på, at denne eller hin Kilde blev anset for at være i Besiddelse af særlige Kræfter, således hvis f. Eks. Kilden fandtes på en gold Skrænt eller Mark, men ved sit Væld fik Græs til at gro frodigt i sine nærmeste Omgivelser; dens Livskraft og forfriskende Evne trådte da umiddelbart set klart frem for Dagen. Flere Kilder er måske blevne betragtede som hellige, fordi de lå nær et Helligsted, et hedensk Hov, der senere er blevet en kristen Kirke. Det viser sig nemlig, at mange af vore gamle Landsbykirker findes på det oprindelige hedenske Helligsted Plads, til hvilken hyppigt hørte en Offerkilde.Da Danmark blev kristnet, blev det gamle Hov ombygget til en kristen Kirke, og den hedenske Offer-kilde blev så til en kristen Helgenkilde. I den katolske Middelalder stod de hellige Kilder i høj Anseelse. En Mængde af dem blev viede til Helgener og Helgeninder (i Holbæk Amt: St. Laurentii St.Lauritz, St. Søren, St. Johannes, St. Poul, St. Gunnild, St. Karen), ligesom flere Kilder fik Navne med bestemt kristeligt Præg : Hellig Kors Kilde, Korskilden, Korskilde). En Del Kilder bærer Navne efter Personer (oftest kendt gennem Sagn), hvis Hellighed man - kirkeligt set -- bør tvivle om ( Jomfrukilderne, Jomfruens Kilde, Helenes Kilde, Esterkilde, Thores Kilde), og atter andre Kilder benævnes blot ”hellig Kilder” . Endelig er der Kilder, hvis Hellighed man ikke kan bestemme ud fra deres Navne alene, og hvortil der tillige ejheller knytter sig almenkendte ”Hellighedstræk”, men da der kendes et eller andet Træk af historisk eller folkloristisk Interesse i Forbindelse med disse Kilder, skal de dog i dette Tilfælde for Holbæk Amts Vedkommende fremføres i den følgende Kildeliste. Deres Navne er: Nykilde Brønd, Lettekilden, Hundekilden, Lunde Kilde, Ravne-Hullet, Kongskilder. - I Middelalderen byggedes tit Kapeller nær ved Kilderne; thi efter et Kildebesøg følte Menneskene ofte Trang til ved Bønner og Gaver at takke Gud og bede om Helbredelse for Sygdom og Smerte. og for at disse Mennesker kunde have et Hus at bede i og muligvis overnatte i, byggedes der Kapeller nær ved mange af de hellige Kilder. Disse Kildekapeller var ofte små og tarvelige, men derfor kunde under deres Tag de lidende Mennesker ligefuldt bede deres inderlige Bønner til Guds fromme Moder eller til Kildens Helgen, med den dybeste Tro på Hjælpen og med stærk Trang til i den tunge Tid at opleve Underets Nåde.Med Reformationens Indførelse i Danmark 1586 begyndte der en vanskelig Tid for de hellige Kilder, Idet Reformatorerne betragtede Kildebesøgene som »papistisk Afguderi«, og derfor skulde man søge at påvirke Folk således, at de tabte Troen på Helligkilderne. Men alt, hvad Hans Tavsen, Peder Palladius o. fl. sagde af ondt om Kildeme, gjorde ikke Indtryk på Befolkningen. Lige fra Kongen til de allerfattigste besøgte man Helligkilderne. Den urgamle Tro på de udvalgte Kildevælds helbredende Evne lod sig ikke udrydde ved Kirkebud fra oven eller fordi der var kommet en ny Kirkelære til Landet. Nej, Menneskene blev ved at besøge Helligkilderne helt til den nyeste Tid, da den bedrede Hyglejne, den hyppigere Brug af Læger og den højnede Almenoplysning i Forening undergravede Troen på dem.Vi skal nu høre lidt om Kildebesøgstiden og Kildeskikkene. I den folkelige Bevidsthed var det i Regelen kun en enkelt Dag (Aften) om Året, at hver Kilde besad sin helbredende Kraft. Hovedbesøgstiderne ved Helligkilderne var enten Valborg Aften (30. April) eller St. Hans Aften (23. Juni) altså med Tilknytning til de ældgamle hedenske Forårs- og Midsommerfester. Kun sjældnere knytter Besøgstiden sig til Helgendage, hvilket må være en Levning fra Katolicismen. Kildebesøg på Helgendage findes alle i Sommertiden - med en enkelt Undtagelse. Besøg ved Kilder Valborg Aften kendes i Danmark kun fra visse jyske Egne, især Egnen imellem Århus og Randers. Derimod kendes St. Hans-Besøg fra hele Danmark, og andre Besøgstider er ejheller opgivne fra Holbæk Amt. Mange Skikke knyttede sig forøvrigt til St.Hansfesten, det kristnede Navn på den gamle hedenske Midsommerfest der i kristelig Tid henførtes til Johannes Døbers Fødselsdag, 6 Måneder før Jesu Fødselsdag, og det er Døberens Navn, vi har i Navnet St. Hans. I Midsommeraftenen brændte man Blus, og man plukkede ni Slags Urter, der gemtes som Middel mod alskens ondt eller man samlede blot i Almindelighed St. Hans Urter: (Bynke, Perikon, Baldenbrå, St. Hans Løg o. s. v.). Af St.Hansurtens Vækst i Bjælken kunde de unge Piger skønne over Kærlighedslykken i det kommende År.Duggen havde også en særlig Kraft St.Hans Aften; men det var dog Kildevandet, der havde den største Kraft denne Aften, og det, der havde den største Kraft denne Aften, og som da var det virkningsfuldeste Led i Naturdyrkelsen. Syge og svagelige Mennesker kom, måske kørende i en dårlig træakslet Vogn, forspændt med sindige Stude eller udasede Heste, til Kilderne, hvor der udfoldede sig et rigt og mangeartet Liv i den disede Sommernat. Skikke skulde overholdes og Offergaver gives, Bønner blev bedt til en from Helgen eller til Vorherre selv. En Kilderejse var en stor Oplevelse for Deltagerne. For de raske var det alt det nye og uvante, de fik at se, som gav Anledning til Samtale længe efter, og til, at de drog til Kilden næste År igen; thi der var meget at se og opleve på sådan en Kilderejse. idet der jo ved selve Kilden var forsamlet en hel Del Mennesker og hvor Mennesker periodisk samledes i Mængde, opstod der næsten altid et Marked, og således må vi da tænke os, at Kildemarkederne er opståede. Fra en ringe Begyndelse er der efterhånden fremstået et Krammarked med Tilbehør, hvilket i visne Egne var en Årlig tilbagevendende Stor begivenhed. I Holbæk Amt var således Hjembæk og Holmstrup Kildemarkeder meget ansete og havde Deltagere og Handelsfolk endog meget langt borte fra.For de syge gjaldt det jo om at vinde det tabte Helbred tilbage; det var vigtigere end at komme til Marked. Man skulde først og fremmest vaske det syge Sted i friskt Kildevand. En Sygdom, der hyppigt blev helbredt ved Vaskning i en hellig Kilde, var Øjensygdom. Når et Barn med dårlige Øjne blev ført fra et mørkt og tilrøget Hus ud i den friske, milde Sommerluft og fik Materie og Snavs vasket bort fra disse, skulde dette nok hjælpe på Synet. Hvor meget Kildebesøgene hjalp mod de forskellige Sygdomme. Kilderne søgtes for, kan vi naturligvis ikke sige noget bestemt om, men i mange Tilfælde må vi gå ud fra, at et Bad i det friske Kildevand må have haft den øjeblikkelige helbredende Virkning, som det foran er nævnt ved Øjenbad, hvilket dog sikkert er blevet betragtet som en erfaret Selvfølgelighed af de besøgende. Man må dog lægge Hovedvægten på det psykiske, idet Troen på den hellige Kildes Helbredelsesevne sikkert ofte har udrettet mere end selve Vaskningen. Og da det jo kun var en eller et Par Gange om Året, Kilderne besøgtes, kunde der jo ikke blive Tale om nogen virkelig Helbredelse ved Kildebesøget, hvis det var en alvorlig Sygdom, man søgte Hjælp mod, Efter Kildebesøget ofredes til Kilden, hvis Besøget skulde hjælpe. Man ofrede Mønter, Knapper, Tøj, Stokke, Krykker, Skeer, Æbler, Blomster, Menneskehår og Potter. Potterne, der kastedes ved Kilderne. blev dog ikke henslængte som noget egentligt Offer, men de kastedes, fordi det var en almindelig Tro, at man ved Kildebesøget skulde benytte en ny, ubrugt Potte til at øse Vandet op af Kilden med. Når dette var besørget, kastede man Potten på Jorden tæt ved Kilden (undertiden i selve Kilden), helst så hårdt. at Potten gik itu. Af denne Grund fandtes der da også i Læssevis af Skår ved mange af de hellige Kilder, og ved Kildemarkederne havde Pottehandlerne rivende Afsætning. Et moderne Sidestykke til de primitive Ofringer af Mønter, Nåle o. s. v.Til Kilderne var Kildeblokkene, der blev opstillet ved mange hellige Kilder. I disse Blokke kunde Gæsterne ofre deres ”milde Gaver”, hvilke almindeligvis kom Sognets Fattigfolk til gode. Det var især de praktiske lutherske Præster, der i det 17. og 18. Århundrede opstillede Kildeblokkene; thi igennem Offergaverne i Blokkene kunde Kildebesøgene også komme Sognet i al Almindelighed til Gode. Kildebesøgene og alt, hvad dertil hørte, var en ejendommelig levende Rest af en Tro. hvis Rødder rakte tilbage til den hedenske Oldtid. Gennem de mange århundreder blev Mennesker der var i Vånde, ved at besøge de udvalgte Kildevæld, som de gamle havde så stærk en Tro til. og som Sagnene fortalte var viede til en hellig Mand eller Kvinde. eller som var fremsprunget, hvor et uskyldigt Menneske havde lidt Døden. Denne Tro på de hellige Kilder har holdt sig enkelte Steder til omkring År 1900. Efter dette År kan man vistnok sige, at Helligkildernes Saga er ude, men endnu(1926) lever der dog gamle Mennesker, der har besøgt en hellig Kilde i deres Barndom, og som tror fuldt og fast på dens Kraft. Jomfruens Kilde i Mørkøv Jomfruens Kilde. (Tudse Herred, Mørkøv Sogn) er en stensat Brønd, ca. 8 Meter Nord for Vejen mellem Kildegård og Tvede. 1910 var Kilden helt overgroet af Ukrudt. Sagnet fortæller, at Kilden er fremsprunget på en adelig Jomfrus Grav. Jomfruen var blevet myrdet i Nærheden. På Graven groede rødligt Mos, der angaves at være farvet af den myrdedes uaftvættelige Blod. Til omkring 1850 stod på Vejskråningen udfor denne Plet et Trækors til Minde om Begivenheden.Ved Jomfruens Kilde må have været et Kildemarked, thi i et kgl. Reskript af 14. April 1747 er nemlig udstedt et Forbud mod; ”de af Almuen i Sjælland vedtagne og selvgjorte Markeder, med åbne Boder og andet Køb og Salg på Landet, såsom ved, Kirkerup, Menstrup, Gieshøj og Mørke-Kilder samt slige Steder, skal være aldeles ophævede”.
Dette bekendtgjordes hvert År i Almanakken. Forbuddet hjalp åbenbart ikke det ringeste; thi i Året 1800 blev der atter grebet ind mod Kildemarkederne, specielt mod det i Kirkerup. Jeg har dog ikke Kendskab til yderligere Oplysninger om Markedet ved Mørkøv Hellig Kilde.
|
