Postkort dateret 1917, sendt fra Anna og Niels Peter Nielsen, Brokøb Overdrev, til søn i Holbæk.
Hvor man tidligere havde slået kerner af aksene med en plejl, begyndte man i løbet af 1800-tallet at konstruere forskellige former for tærskeværk. Fra 1860’erne blev det almindeligt at drive værket ved hjælp af dampkraft. Flere bønder slog sig sammen i et selskab, der ejede tærskeværket, som så kørte fra sted til sted. Der fulgte et par faste mand med værket, når det kørte rundt, typisk føreren og ilæggeren. Men derforuden skulle gården selv stille med flere mand til arbejdet. Så mange – både familien og tjenestefolkene – var i gang, når tærskeværket kom på besøg!